Ikke mindre end mellem 5 og 12 milliarder dollars har golfspillerens lille biluheld den 27. november 2009 og den efterfølgende afsløring af hans (tilsyneladende) mange sidespring kostet aktionærerne hos sponsorerne - et gigantisk beløb. Tiger Woods tre hovedsponsorer Nike, PepsiCo og Electronic Arts har mistet over fire procent af deres samlede værdi på sportsmarkedet.

Før uheldet tjente Tiger Woods selv ca. 100 millioner dollars om året, langt mere end nogen anden sportsstjerne i verden. Men nu er flere sponsorer begyndt at opsige kontrakten med ham, de vil ikke forbindes med hans massive utroskab. Gatorade, Gillette og Accenture - tre af verdens førende brands - har sagt farvel. Alene Accenture spyttede sidste år 20 millioner dollars om året i kassen.

En ulykke kommer sjældent alene, og udover at miste mange sponsorpenge skal Tiger Woods også regne med at aflevere op mod halvdelen af sin formue på over en halv milliard dollars til sin svenske kone Elin Nordegren, der har søgt skilsmisse. Hun har hyret skilsmisseadvokaten Sorrell Trope, der skal repræsentere Elin i den kommende sag. Samme advokat kæmpede også Britney Spears’ sag mod Kevin Federline, og nu skal han søge at få de bedst mulige vilkår for Elin, samt at få en fornuftig ordning om forældremyndighed og samkvemsret.

Tiger Woods får kamp til stregen. Advokat Sorrell Trope er ikke en hr. hvem som helst. Han fik sin juridiske bestalling som familie- og skilsmisseadvokat for over halvtreds år siden og han har gennem sin karriere været involveret i adskillige celebre sager, hvor Hollywood-stjerner ikke har kunnet klare deres problemer uden at gå til domstolene. I Californien er han kendt som ”familierettens fader”, så det en ekstrem erfaren herre, Tiger Woods er oppe imod.

Hvad kan man så lære af Tiger Woods nedtur? To ting. For det første, lad være med at være utro. Det bliver altid opdaget - og i hvert fald med sikkerhed, hvis du er verdensberømt. Der er simpelthen for mange penge i det. Der er altid én, der ikke kan holde tæt og går til sladderpressen. Altid én, der skal skrive en indiskret bog og puste trivialiteter fra ens privatliv op til sensationer.

For det andet viser sagen, hvor sårbar et firma bliver, når dets markedsføring er bundet op på én person. Tiger Woods case bliver stensikkert pligtlæsning på direktionsgange i de firmaer, som har satset på én stjernes tiltrækningskraft. Sagen viser tydeligt, at det er livsfarligt for et firma at miste sit markedsføringslokomotiv overnight, værdien kan  forsvinde op i den blå luft på få timer. Man kan godt forstå, at Accenture holder sig for øjnene, når de i lufthavne og andre steder støder på store vægreklamer med sloganet ”We know what it takes to be a Tiger”. Det har ligesom ikke den samme værdi, når Tiger Woods ifølge den amerikanske sladderpresse blandt andet lå i ægtesengen ved siden af sin svenske kone og sendte sms’er til sine elskerinder - sms’er, der bestemt ikke er for børn.

Den 19. februar kommenterede Tiger Woods for første gang offentligt sine affærer, da han i en tv-transmitteret tale undskyldte for sin “selviske og uansvarlige” adfærd. Seneste nyt i sagen er, at Tiger Woods gør comeback på golfbanen i US-Open, der begynder den 8. april. Så må vi se, om han kan holde tanker om skilsmisseadvokater, sponsorer og andet godtfolk ude og koncentrere sig om det, han er allerbedst til: at være fænomenal god til at spille golf.

Hvis sagen ender med at være forældet, må det give anledning til meget røde ører i Justitsministeriet. Det var nemlig Justitsministeriet, der i sin tid udleverede Camilla Broe til USA, og forældelsen tyder på, at de ikke har gjort deres arbejde grundigt nok. Forældelse er ikke den vanskeligste juridiske disciplin, og Justitsministeriet må have haft kuglepen og lommeregner fremme, så de kunne foretage en analyse og vurdering af om sagen er forældet. Det kunne være vældig interessant at se de papirer. I et samråd tirsdag afviste justitsminister Brian Mikkelsen ethvert ansvar – der er ikke noget at komme efter, lød det fra justitsministeren. Det må tiden vise.

Som enhver anden dansker forventer jeg, at anmodninger om udlevering af danske statsborgere til fremmede statsmagter som udgangspunkt vil møde modstand fra Justitsministeriet. Med modstand mener jeg, at man som udgangspunkt siger nej til udleveringer, medmindre der kommer rigtig gode argumenter på bordet - og selvfølgelig et minimum af beviser. Det er muligt, at Camilla Broe er narkosmugler – det har jeg ingen anelse om. Det er også muligt, at hun bør straffes. Men det er helt hen i vejret, hvis hun frifindes på grund af forældelse. Hvorfor? Fordi Justitsministeriet selv burde have foretaget den vurdering, inden man satte Camilla Broe på et fly til Miami. Det kan ikke passe, at en amerikansk dommer skal stå som garant for en dansk statsborgers retssikkerhed.

Man kan nemt få den tanke, at Danmark er lige lovlig følgagtig i forhold til USA, hvilket der på andre områder også har været fremsat kritik af. Gad vide, om Justitsministeriet havde været lige så samarbejdsvillig, hvis udleveringsbegæringen var kommet fra et land, vi ikke var så gode venner med? Jeg synes, at USA på mange måder er et fantastisk land og også vores allierede, men når det kommer til udlevering af danske statsborgere skal Danmark give kamp til stregen mod ethvert land – ven som fjende.

Camilla Broes danske advokat, Michael Juul Jørgensen, har allerede annonceret et erstatningskrav mod Justitsministeriet, hvis forældelsen holder i appelretten. Det bliver dyrt, men for Camilla Broe kun en sølle erstatning for det mareridt, det må have været for hende at sidde i amerikansk fængsel og efterlade sin mindreårige datter hjemme i Danmark.

Man må håbe, at Justitsministeriet i de kommende dage kommer med en udmelding om, at man har gjort et meget grundigt forarbejde, før man udleverede Camilla Broe – og især, at man har studeret forældelsesbestemmelserne med en meget stor lup og ikke blot stolet på de amerikanske erklæringer. Man kunne fx have indhentet en second opinion hos en amerikansk advokat med speciale i forældelsessager. Helt ærlig, når man fra dansk side spørger det amerikanske justitsministerium om forældelse, må man da forvente at de svarer, at sagen ikke er forældet.  Andet giver da ikke mening - hvorfor ellers overhovedet anmode Danmark om at udlevere Camilla Broe?

Selve straffesagen kører som en tilståelsessag og er egentlig temmelig banal. Hvad der derimod ikke er banalt og som egentlig er det mest mærkelige ved denne sag, er den opførsel og passivitet, som aktørerne omkring Sten Bagger og IT Factory har lagt for dagen. Umiddelbart ser de ud til at have opført sig som glade amatører. Men var de nu også det? Det er nærliggende at få den tanke, at de har vendt det blinde øje til fordi de direkte eller indirekte tjente penge på at holde Baggers cirkus i gang. Og de var mange, der sad med på første parket: Bestyrelsen i IT Factory, et stort advokatfirma, et stort revisionsfirma, Danske Bank, leasingselskaberne, store dele af pressen og en masse højtlønnede medarbejdere. Forhåbentlig kan retssagen afdække, om deres rolle i sagen skyldes almindelig passivitet, amatørisme eller måske endda hensynet til deres egen pengepung i en grad, der grænser til medvirken. Og måske får vi et svar på, hvorfor tilsyneladende ingen af dem stillede kritiske spørgsmål til Stein Bagger eller foretog et minimum af kontrol, som mindre erhvervsdrivende ellers normalt må finde sig i. Så var det sikkert for længe siden blevet afsløret, at Bagger solgte varm luft.

Strafferammen er 12 års fængsel, men jeg gætter på at Stein Bagger slipper lidt billigere fordi han har samarbejdet med politi og anklagemyndigheden.

Nå, men lad os spole tiden frem til i dag, eller rettere sagt til i tirsdags, hvor Vestre Landsret svingede øksen over Tvinds talsmand Poul Jørgensen. Landsretten idømte ham toethalvt års fængsel for groft underslæb for 15 millioner kroner og for groft skattesvig i forbindelse med Tvinds humanitære fond. Poul Jørgensen var i chok, da han forlod retsbygningen på Aaboulevarden i Århus sammen med sine tre advokater. Ved byretten var Poul Jørgensen nemlig blevet pure frifundet sammen med de øvrige syv tiltalte i sagen, herunder Amdi Petersen. Men landsretten ville det anderledes. Poul Jørgensen var den eneste, der blev dømt, fordi anklagemyndigheden simpelthen ikke har kunnet finde de andre tiltalte og dermed forkynde stævningen for dem. Det er nemlig en betingelse i Danmark for at kunne føre en retssag. Anklagemyndigheden ville ellers gerne have kørt sagen ved landsretten mod Amdi og Co., men de befinder sig tilsyneladende i Mexico, hvor Tvind har etableret et nyt stort hovedkvarter. Og pudsigt nok har Danmark ikke en udleveringsaftale med Mexico, så Amdi Petersen kan nyde sine margaritas i fred og ikke bekymre sig om noget så kedeligt som udlevering til og retsforfølgelse i kolde Danmark.

Man får næsten ondt af Poul Jørgensen. Ikke nok med at han skal i fængsel. Og ikke nok med, at han ved at Amdi og hans folk hygger sig i Mexico med kolde drinks og varme piger. Nej, det mest smertelige og bitre må næsten være tanken om, at han de næste toethalvtår skal indlogeres i en syv kvadratmeter stor celle og samtidig vide, at Amdi ikke kunne drømme om at byde sine hunde de samme forhold - og vide at hundelejligheden i Miami var købt og betalt med penge fra Tvind fonden, og som Poul Jørgensen nu skal i spjældet for.

Det er surt at hedde Kurt - men det er endnu mere surt at hedde Poul. Det kan godt være, at Amdi i Poul Jørgensen har haft verdens mest loyale medarbejder. Og det kan godt være, at han år efter år som en terrier har forsvaret Amdi og Tvind overfor myndigheder og presse. Men nu gør terrieren ikke så højt mere, og lyden når næppe frem over Atlanten til Mexicos hvide sandstrande.