Kø ved håndvasken i Justitsministeriet

14. januar 2010

Camilla Broes retssag i Miami om narkosmugling er forældet. Det har dommeren i hendes sag besluttet. Retssagen skulle ellers have været indledt den 11. januar. Anklagemyndigheden anker afgørelsen, fordi der er meget prestige på spil for de amerikanske myndigheder, men Camilla Broe har mulighed for at blive løsladt mod kaution, mens appelsagen kører.

Hvis sagen ender med at være forældet, må det give anledning til meget røde ører i Justitsministeriet. Det var nemlig Justitsministeriet, der i sin tid udleverede Camilla Broe til USA, og forældelsen tyder på, at de ikke har gjort deres arbejde grundigt nok. Forældelse er ikke den vanskeligste juridiske disciplin, og Justitsministeriet må have haft kuglepen og lommeregner fremme, så de kunne foretage en analyse og vurdering af om sagen er forældet. Det kunne være vældig interessant at se de papirer. I et samråd tirsdag afviste justitsminister Brian Mikkelsen ethvert ansvar – der er ikke noget at komme efter, lød det fra justitsministeren. Det må tiden vise.

Som enhver anden dansker forventer jeg, at anmodninger om udlevering af danske statsborgere til fremmede statsmagter som udgangspunkt vil møde modstand fra Justitsministeriet. Med modstand mener jeg, at man som udgangspunkt siger nej til udleveringer, medmindre der kommer rigtig gode argumenter på bordet - og selvfølgelig et minimum af beviser. Det er muligt, at Camilla Broe er narkosmugler – det har jeg ingen anelse om. Det er også muligt, at hun bør straffes. Men det er helt hen i vejret, hvis hun frifindes på grund af forældelse. Hvorfor? Fordi Justitsministeriet selv burde have foretaget den vurdering, inden man satte Camilla Broe på et fly til Miami. Det kan ikke passe, at en amerikansk dommer skal stå som garant for en dansk statsborgers retssikkerhed.

Man kan nemt få den tanke, at Danmark er lige lovlig følgagtig i forhold til USA, hvilket der på andre områder også har været fremsat kritik af. Gad vide, om Justitsministeriet havde været lige så samarbejdsvillig, hvis udleveringsbegæringen var kommet fra et land, vi ikke var så gode venner med? Jeg synes, at USA på mange måder er et fantastisk land og også vores allierede, men når det kommer til udlevering af danske statsborgere skal Danmark give kamp til stregen mod ethvert land – ven som fjende.

Camilla Broes danske advokat, Michael Juul Jørgensen, har allerede annonceret et erstatningskrav mod Justitsministeriet, hvis forældelsen holder i appelretten. Det bliver dyrt, men for Camilla Broe kun en sølle erstatning for det mareridt, det må have været for hende at sidde i amerikansk fængsel og efterlade sin mindreårige datter hjemme i Danmark.

Man må håbe, at Justitsministeriet i de kommende dage kommer med en udmelding om, at man har gjort et meget grundigt forarbejde, før man udleverede Camilla Broe – og især, at man har studeret forældelsesbestemmelserne med en meget stor lup og ikke blot stolet på de amerikanske erklæringer. Man kunne fx have indhentet en second opinion hos en amerikansk advokat med speciale i forældelsessager. Helt ærlig, når man fra dansk side spørger det amerikanske justitsministerium om forældelse, må man da forvente at de svarer, at sagen ikke er forældet.  Andet giver da ikke mening - hvorfor ellers overhovedet anmode Danmark om at udlevere Camilla Broe?

Retssagen mod Stein Bagger

10. juni 2009

Så er straffesagen mod Stein Bagger skudt i gang. I disse minutter læser anklageren alle 61 anklagepunkter op i Retten i Lyngby – du kan læse hele anklageskriftet på Business.dk. Stein Bagger har tilstået bedrageri og dokumentfalsk af særlig grov karakter for 831 millioner kroner i danmarkshistoriens største svindelsag.

Selve straffesagen kører som en tilståelsessag og er egentlig temmelig banal. Hvad der derimod ikke er banalt og som egentlig er det mest mærkelige ved denne sag, er den opførsel og passivitet, som aktørerne omkring Sten Bagger og IT Factory har lagt for dagen. Umiddelbart ser de ud til at have opført sig som glade amatører. Men var de nu også det? Det er nærliggende at få den tanke, at de har vendt det blinde øje til fordi de direkte eller indirekte tjente penge på at holde Baggers cirkus i gang. Og de var mange, der sad med på første parket: Bestyrelsen i IT Factory, et stort advokatfirma, et stort revisionsfirma, Danske Bank, leasingselskaberne, store dele af pressen og en masse højtlønnede medarbejdere. Forhåbentlig kan retssagen afdække, om deres rolle i sagen skyldes almindelig passivitet, amatørisme eller måske endda hensynet til deres egen pengepung i en grad, der grænser til medvirken. Og måske får vi et svar på, hvorfor tilsyneladende ingen af dem stillede kritiske spørgsmål til Stein Bagger eller foretog et minimum af kontrol, som mindre erhvervsdrivende ellers normalt må finde sig i. Så var det sikkert for længe siden blevet afsløret, at Bagger solgte varm luft.

Strafferammen er 12 års fængsel, men jeg gætter på at Stein Bagger slipper lidt billigere fordi han har samarbejdet med politi og anklagemyndigheden.

Tvinds talsmand - en hund i et spil kegler

22. januar 2009

Lad os lige skrue tiden tilbage til 2001 og 2002. Måske kan du huske, at pressen dengang skrev meget om Tvind-chef Amdi Petersens to luksuslejligheder på en af Miamis mest mondæne adresser, Fisher Island. Lejlighederne havde en værdi af ca. 60 millioner kroner. Amdi boede selv i den store lejlighed, som havde kostet ikke mindre end 40 millioner kroner. Mindre kunne ikke gøre det. Den lille lejlighed lå i samme opgang, og her boede såmænd Amdis to hunde. Nu er jeg en stor dyreven, men alligevel: 200 kvadratmeters luksuslejlighed til to hunde - det er helt vildt. Ikke mindst når man tænker på, at lejligheden var finansieret af midler, som velmenende mennesker havde doneret til verdens fattige.

Nå, men lad os spole tiden frem til i dag, eller rettere sagt til i tirsdags, hvor Vestre Landsret svingede øksen over Tvinds talsmand Poul Jørgensen. Landsretten idømte ham toethalvt års fængsel for groft underslæb for 15 millioner kroner og for groft skattesvig i forbindelse med Tvinds humanitære fond. Poul Jørgensen var i chok, da han forlod retsbygningen på Aaboulevarden i Århus sammen med sine tre advokater. Ved byretten var Poul Jørgensen nemlig blevet pure frifundet sammen med de øvrige syv tiltalte i sagen, herunder Amdi Petersen. Men landsretten ville det anderledes. Poul Jørgensen var den eneste, der blev dømt, fordi anklagemyndigheden simpelthen ikke har kunnet finde de andre tiltalte og dermed forkynde stævningen for dem. Det er nemlig en betingelse i Danmark for at kunne føre en retssag. Anklagemyndigheden ville ellers gerne have kørt sagen ved landsretten mod Amdi og Co., men de befinder sig tilsyneladende i Mexico, hvor Tvind har etableret et nyt stort hovedkvarter. Og pudsigt nok har Danmark ikke en udleveringsaftale med Mexico, så Amdi Petersen kan nyde sine margaritas i fred og ikke bekymre sig om noget så kedeligt som udlevering til og retsforfølgelse i kolde Danmark.

Man får næsten ondt af Poul Jørgensen. Ikke nok med at han skal i fængsel. Og ikke nok med, at han ved at Amdi og hans folk hygger sig i Mexico med kolde drinks og varme piger. Nej, det mest smertelige og bitre må næsten være tanken om, at han de næste toethalvtår skal indlogeres i en syv kvadratmeter stor celle og samtidig vide, at Amdi ikke kunne drømme om at byde sine hunde de samme forhold - og vide at hundelejligheden i Miami var købt og betalt med penge fra Tvind fonden, og som Poul Jørgensen nu skal i spjældet for.

Det er surt at hedde Kurt - men det er endnu mere surt at hedde Poul. Det kan godt være, at Amdi i Poul Jørgensen har haft verdens mest loyale medarbejder. Og det kan godt være, at han år efter år som en terrier har forsvaret Amdi og Tvind overfor myndigheder og presse. Men nu gør terrieren ikke så højt mere, og lyden når næppe frem over Atlanten til Mexicos hvide sandstrande.